Sct Petersborg - en utrolig by. Bygget af Peter den Store i et sumpet område
for næsten 300 år siden, som Ruslands port til Vesten. En utrolig smuk by
med kanaler , slotte og adelspalæer tegnet af italienske arkitekter, men
også en kæmpeby med betonslum, en by som 5 millioner mennesker kalder deres
hjem.
I dag ser man ikke mange gadebørn i centrum af byen, hvor de tidligere især holdt til omkring den store, brede gade Nevskij Prospekt. Vovede man sig som turist ned i fodgængertunnelerne, blev man næsten overfaldet af desperat-aggressive børn, der tiggede penge.
Gadebørnene findes nu ude ved tunnelbanestationerne i omegnen, hvor de store betonbebyggelser ligger. Her kan de tjene lidt ved at småhandle og udføre tjenester på markederne, der er skudt op disse steder.
Det anslås af formanden for en russisk hjælpeorganisation, at der er 1500 deciderede gadebørn i Sct Petersborg.
Det russiske samfund har i de seneste år været udsat for meget store
omvæltninger. Hvor man tidligere levede i en vis stabilitet, småt, men
tåleligt og med faste lave priser på varer og transport, råder der i dag
et kaos: prisen på brød er i løbet af 6 år steget fra 18 kopek til 3000
rubler, dvs 16.000 gange højere, og en sporvognsbillet koster fyrretusind
gange mere end for 6 år siden. Lønnen for dem, der har arbejde, er slet
ikke fulgt med op.
Arbejdsløsheden er steget, og det er generelt blevet vanskeligere at klare sig.
Dette har medført
at flere giver op og kommer ud i et misbrug. Vodka er stadig billigt i
Rusland og andre rusmidler er også let tilgængelige.
Gadebørnene kommer ofte fra familier, der på denne måde er gået i
opløsning. Nogle sover stadig hjemme, men mange vælger at forlade hjem og
forældre og prøver at klare sig selv.
I Sct. Petersborg høres også historier om alkoholiserede forældre, der ,
efter den private ejendomsrets genindførelse, har solgt deres lejlighed, og
har drukket pengene op , ellers har fået frarøvet pengene igen af dem, der
har købt lejligheden.
KANTINEN
Udenfor chaufførernes hvilerum ved endestationen for busser, sporvogne og
trolleybusser, står en flok gadebørn i den sidste aftensol. De står med
hovedet bøjet ned i jakkeåbningerne for at nyde dampene fra plasticposerne
med lim, som de har indenfor jakkerne, for at holde limen varm og få
fortynderen til at fordampe.
Af og til trækker en af dem en kæmpetube lim ud af trøjeærmet og fordeler mere lim i poserne. Luften omkring dem er mættet af en sky af fortynderdampe, der blandedes med den lidt dyreagtige grundstank.
Indenfor i
chaufførernes lille kantine spiser pigerne det lille måltid de kan hente
hver aften, -i dag er det en pølse og lidt hvide ris med en salat af revne
rødbeder.
Så bliver det drengenes tur til at spise. De myldrer ind og hugger maden i sig.
Hver dag "fodres" 10 gadebørn herude i nærheden af metroliniens endestation på en af de øer Sct Petersborg er bygget på.
En ustruktureret organisation af private, - kunstnere fra Sct Petersborg-, bespiser hver dag gadebørn forskellige steder i Sct Petersborg. Børnene er blevet kontaktet ved metrostationerne, og blevet tilbudt at få mad hver dag. Desuden får de brugt tøj fra Vesteuropa. Herude har man penge til 10 børn om dagen, der er afsat knap 4 kroner pr barn , det rækker til et måltid. Nogle dage er der flere børn som så må afvises , hvis ikke "madmor" beslutter sig til at betale af egen lomme.
Det er ikke uden problemer at få lov til at bruge kantinen , selv om det kun
er få minutter hver dag. Chaufførerne er utilfredse med stanken af lim , og
der er for lidt plads i kantinen. Desuden løber børnene og leger mellem
sporvogne og busser, og chaufførerne er bange for at børnene kommer til
skade.
Sasha på 14 år, der er den ældste i gruppen, får ikke lov at komme ind at spise, fordi han sniffer lim, og der skal statueres et eksempel; han står og smågræder - "de andre sniffer også !" Hans verden er ved at falde i grus, men måske vil det få ham, som den ældste, til at indse alvoren i limstoppet; hvis børnene ikke må komme i kantinen mere, er det slut med den gratis mad, -der er ikke andre steder de kan være.
Sasha går ulykkelig rundt udenfor, men lidt senere får han alligevel lov at komme ind til maden.
HJEM, KÆRE HJEM 1
Jeg spørger Grischa på 9 år, hvor han sover om natten, og svaret falder prompte:
-I trappeopgang nr 7!
- Er det ikke koldt om natten?
- Nej , vi bor
under jorden , hvor der er rør, - der er meget varmt. 
Jeg spørger om jeg må se, hvordan de bor, hvis jeg ikke fortæller det til nogen? Men det er ikke så godt, og de skal noget andet, så i stedet går vi ned til vandet, hvor de stager rundt på isflagerne i den Finske Bugt.
HJEM, KÆRE HJEM 2
-Skal vi ikke hellere tage en sporvogn?
Sasha og Grischa har
en dag besluttet alligevel at vise mig, hvor de bor, men Sasha orker ikke at
gå så langt, og vil have os til at hoppe på en sporvogn. Vi beslutter os
omsider til at gå alligevel, og det viser sig, at der kun er 4-500 meter
derhen. Drengene i denne gruppe trækker praktisk taget vejret gennem en pose
med lim; selv når de taler eller spiser er hovedet nede i kraveåbningen
over plasticposen derinde, så deres kondition er elendig.
Og da Sasha vil tænde en cigaret, bliver jeg alvorligt bange for, at han
skal eksplodere. - -Ha-ha , hvor ved du fra at lim kan brænde?, spørger han
triumferende. Han har lige forhørt sig, om vi har sådan nogen børn, som
dem selv i Danmark, og om de sniffer lim.
Grischa på 9 sjosker fornøjet og småpludrende afsted i sine gummistøvler:
- Har I sådan nogen busser i Danmark? - Hedder det politi eller militsia i
Danmark? ; - alt hvad han ser, skal han lige høre, om vi har i Danmark.
I vindfanget til boligblokken fra 60´erne er der en rist, hvor alle årstidernes møg igennem årene er blevet skrabet af og er drysset ned. Det er adgangsvejen til Sashas og Grischas hjem. Der er ingen, der må vide, at de bor i den ellers blokerede kælder, så der skal holdes godt udkig, om der kommer nogen før risten vippes op, og man glider vandret ind under betongulvet. Der er ca 40 centimeter højt, men når man griber fat i rørene kan man trække sig frem til et sted med adgang til kælderrummet.
Her bor de to, og ofte overnatter deres to venner, Zeriosha (11) og Pasha (12) dernede, på et par udfoldede papkasser, der fungerer som madrasser.
De
er stolte af deres hjem og her er varmt og tørt, faktisk et udmærket hjem,
bortset fra den noget besværlige adgangsvej.
Vel ankommet bliver limposerne straks fyldt op, før de viser rundt i rummet.
Sasha har brugt noget af sin dyrebare lim på at klistre plakater op, de
samme som en knægt i Danmark ville klistre op, her er både popgrupper, en
motorcykel og en dame med en smule tøj på. 
Med synlig stolthed viser Sasha, at de har indlagt vand og Toilet! Dvs toilettet er en papkasse med avispakker, men det er tydeligt, at han er stolt af denne komfort og han omtaler den flere gange for at være sikker på, at jeg har forstået det.
KLUBBEN
Her i en port i en
lille sidegade på Petrogradskaja-øen ligger gadebørnenes egen skole eller
klub, hvor de kommer frivilligt fra det store byområde, for at lære noget.
I klubben kan gadebørnene få opfyldt deres behov for at lære og at skabe noget. Et behov som de ikke har følt, at det normale skolesystem, som de forlængst er droppet ud af, har kunnet opfylde. Bl.a. har de bedt om at lære tysk, fordi de véd at det i Rusland er en fordel at kunne fremmedsprog for at klare sig i dag.
Klubben drives af
kunstnere og andre privat personer, ved hjælp af tilskud fra en tysk uformel
kreds, der giver forskellige tilskud, kanaliseret ind i Rusland gennem en
russisk ungdoms-organisation.
Den lidt omstændelige fremgangsnåde skyldes at man vil sikre at tilskuddene
når direkte frem til børnene udenom korruptionsprægede (statslige mm!)
mellemkomster.
Skemaet for klubben ser sådan ud:
- Mandag:
- -Matematik
- -tegning
- -keramik
Tirsdag:
- -Russisk
- Tysk
- Aerobics
- porcelænsmaling
Onsdag: - Guitar
- Tegning/maling
- Dukketeater
Torsdag:
- Russisk
- Tysk
- Porcelænsmaling
Fredag:
- Matematik
- Aerobic
Rainbows of Hope gør et stort arbejde blandt Sct. Petersborgs gadebørn, se deres sider.
Der findes også
danske organisationer, der hjælper børn i bl. a. Sct Petersborg.
Besøg f.eks: Projekt
Øst - Skt. Petersborg,
det er en selvstændig humanitær hjælpeorganisation - organiseret som en
landsdækkende forening - der har til formål at hjælpe nødlidende børn og
ældre i Skt. Petersborg.
En
tur i FOTO GALLERIET
| Freelance
Pressefoto Bornholm
DK-WEB
åbningsside
Do you have comments, ideas or want to write me ? click HERE
!
Latest Update: november 14, 2003